I Danmark ble det 23 mai 1984 vedtatt en ny alminnelig erstatningslov. Den inneholder flere elementer av standardisering. Erstatning for svir og smerte utbetales etter faste satser (§ 3), ménerstatningen er standardisert (§ 4), tap i framtidig erverv erstattes med årslønn multiplisert med 6, dog tas ikke hensyn til årslønn utover 350.000 kr. Til slutt gis det standardisert erstatning blant annet for skadelidte barn som kompensasjonfor tapt framtidig inntekt (§ 8). Arbeidsgruppen har i tråd med mandatet studert utmålingsreglene så langt gjelder ménerstatning og tap i framtidig erverv.

Til grunn for det danske system ligger tre betenkninger fra det danske erstatningslovutvalget. Flertallet i utvalget foreslo at utmålingen som hovedregel skulle være individuell og svare til det faktiske tap. Videre foreslo man en adgang for skadelidte til å velge en standarderstatning. Mindretallet ønsket en mer omfattende standardisering.

Ved behandlingen i Justitsministeriet ble den alternative adgang til standarderstatning tatt ut. I stedet foreslo man en særregel for barn samt for personer som anvender ervervsevnen på en måte som ikke medfører inntekt.

Bestemmelsene om ménerstatning er tatt inn i § 4. Varig mén erstattes med et kapitalbeløp, som fastsettes under hensyn til skadens medisinske art og omfang og de forvoldte ulemper for den personlige livsutfoldelse. Ved méngrad under 5 % ytes ingen erstatning. 100 % méngrad gir en erstatning på 200.000 kr. I særlige tilfelle kan méngodtgjørelsen settes til et høyere beløp, men 240.000 er et absolutt maksimum. Kronebeløpene er gjenstand for verdiregulering etter særlige regler i § 15, se nedenfor.

Bestemmelsene om ménerstatning har følgende ordlyd:
« § 4. Godtgørelse for varigt men fastsættes til et kapitalbeløb, der beregnes under hensyn til skadens medicinske art og omfang og de forvoldte ulemper i skadelidtes personlige livsførelse. Mengraden fastsættes efter forholdene på det tidspunkt, da skadelidtes helbredelsestilstand blev stationær. Godtgørelsen udgør ved en mengrad på 100 pct 200.000 kr. Ved lavere mengrader nedsættes beløbet forholdsmæssigt. I særlige tilfælde kan mengodtgørelsen fastsættes til et højere beløb, dog højst 240.000 kr. Ved en mengrad på under 5 pct ydes ingen godtgørelse.
Stk. 2. Var skadelidte ved skadens indtræden fyldt 60 år, nedsættes den i henhold til stk 1 beregnede godtgørelse for med med 5 pct for hvert år, skadelidte var ældre end 59 år ved skadens indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år. »

Erstatning for tap i framtidig erverv reguleres i §§ 5-9. Hovedregelen er at det fastsettes et ervervsevnetap i prosent, jf § 5. Erstatningen fastsettes så til et kapitalbeløp som består av skadelidtes årslønn året før skaden multiplisert med kapitaliseringsfaktor 6 og ervervsevnetapsprosenten, jf § 6. Det tas ikke hensyn til inntekter ut over 350.000 kr (§ 7).

Arbeidsgruppen bemerker at ordningen ikke eliminerer ulike utslag for eksempel for menn og kvinner, i og med at den er knyttet til faktisk lønn.

§ 8 inneholder imidlertid særregler. For to grupper skal erstatning for tap i framtidig erverv bergenes etter denne bestemmelsen, ikke §§ 5-7. Det gjelder for det første skadelidte som i det vesentlige utnytter ervervsevnen på en måte som ikke, eller i begrenset utstrekning, medfører ervervsinntekt. For det annet gjelder § 8 for skadelidte barn.

Utmålingen av standarderstatning etter § 8 bygger på ménerstatningen i § 4. Lavere méngrad enn 15 % gir ikke rett til erstatning. Erstatningen fastsettes så til en prosentdel av ménerstatningen etter en skala på 19 trinn. Den stiger progressivt. Noen eksempler: Ved méngrad 18 % bli ménerstatningen 36.000 kr, jf § 4. § 8 annet ledd sier at erstatningen for tap i framtidig erverv da blir 135 % av dette beløp, dvs 48.600 kr. Ved 80 % méngrad blir ménerstatningen 160.000 kr. Erstatningen etter § 8 blir 350 % av dette, dvs 560.000 kr. Maksimal erstatning for tap i framtidig erverv ytes ved en méngrad på 90 %. Den utgjør 400 % av méngodtgjørelsen: 800.000 kr.

§ 8 har følgende ordlyd:
« § 8. For en skadelidt, der i det væsentlige udnytter erhvervsevnen på en måde, som ikke eller kun i begrænset omfang medfører erhvervsindtægt, og for børn fastsættes erstatningen som et kapitalbeløb på grundlag af den i § 4 nævnte mengrad. Erstatningen fastsættes som en procentdel af den i § 4, stk. 1, 1.-4. pkt. nævnte mengodtgørelse.
Stk. 2. Ved en mengrad på nder 15 pct. ydes ingen erstatning. Ved mengrader på 15 pct., 18 pct. og 20 pct. udgør erstatningen henholdsvis 130 pct., 135 pct. og 140 pct. af mengodtgørelsen.
Stk. 3. Ved en mengrad på 25 pct. udgør erstatningen 150 pct. af mengodtgørelsen. Ved mengrader på 30 pct., 35 pct., 40 pct., 45 pct. og 50 pct. udgør erstatningen henholdsvis 160 pct., 170 pct., 180 pct., 190 pct. og 200 pct. af mengodtgørelsen.
Stk. 4. Ved en mengrad på 55 pct. udgør erstatningen 225 pct. af mengodtgørelsen. Ved mengrader på 60 pct., 65 pct., 70 pct., 75 pct., 80 pct. og 85 pct. udgør erstatningen henholdsvis 250 pct., 275 pct., 300 pct., 325 pct., 350 pct. og 375 pct. af mengodtgørelsen. Ved mengrader på 90 pct., 95 pct., og 100 pct. udgør erstatningen 400 pct. af mengodtgørelsen. »

Arbeidsgruppen har foruten utmålingessatsene særlig merket seg følgende: Bestemmelsen gjelder for « børn ». Dette må forstås som en henvisning til den alminnelige myndighetsalder. Videre er erstatningsbeløpene fastsatt ved hjelp av fikserte kronebeløp. § 15 inneholder imidlertid regler som søker å opprettholde realverdien av beløpene. Regulering skal skje årlig i takt med stigning/fall i ukelønnen. Det er således innarbeidet en inflasjons- og deflasjonssikring.